Kommende LIVE arrangementer i dit land
Cathrine Laudrup Dufour og Freestyle vinder DM 2024
Cathrine Laudrup-Dufour og Mount St. John Freestyle har netop sikret sig titlen som Danmarksmestre 2024 i dressur for seniorer. Sølvet tog Carina Cassøe Krüth og Heiline’s Danciera i lighed med sidste år, mens Lone Bang Zindorff og Tranegaardens Rostov snuppede bronze.
Feestyle i en liga for sig
Cathrine Laudrup-Dufour og Freestyle havde trukket startnummer 2 i den indledende Grand Prix lørdag, og der var tæt pakket på tilskuerpladserne, og de omkringliggende grønne arealer.
Med en enkelt undtagelse af en misforståelse i den første fri trav, hvor Freestyle sprang i galop, satte den imponerende hoppe ikke en hov forkert programmet igennem. Cathrine sidder med nærmest usynlige hjælpere, mens hoppen står præcis på stedet i piafferne, der ofte er en øvelse, der koster point. Chancementerne er snorelige og piroetterne flot centrerede. Parret satte ny personlig rekord i GP med hele 81, 74%.
Küren fik tårerne frem i øjenkrogene på publikum, der søndag var mødt endnu mere talstærkt op, end tilfældet var lørdag. Parret dansede til tonerne af “Formidable” og ridtet var intet mindre. Parret scorede hele 86,975% i deres allerførste kür, der gav dem en overlegen sejr ved DM 2024.